Dyrevelfærdsmærke skal give kyllinger bedre forhold

DyrevelsfærdsmærkeMed det nye dyrevelfærdsmærke skal det være muligt at se på kødpakken, hvordan kyllingerne har haft det. Fødevareministeren glæder sig over forslaget, mens Dyrenes Beskyttelse ikke synes, at det er ambitiøst nok.

Dyrevelfærdsmærke

Måske har du allerede lagt mærke til, at noget svinekød er mærket med et, to eller tre hjerter, der skal vise, hvor godt svinene har haft det. Nu er turen kommet til kyllingerne, hvor en lignende hjerteordning skal gøre det muligt for dig at se, om landmændene har gjort noget ekstra ud af dyrenes velfærd.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er meget glad for tiltaget. Han mener, at specielt det, at mærket bliver givet for at bruge racer, der vokser langsommere, vil have en positiv effekt. De hurtigt voksende racer får nemlig mange skader, mens dyrenes knogler bedre kan følge med, når dyrene vokser langsommere. Det giver mindre syge og mere aktive dyr.

Om selve mærket siger Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse:

”På turen i supermarkedet bliver det nu nemmere at se, hvordan kyllingen i køledisken har haft det. Jeg er sikker på, at mange danskere vil kigge efter mærket og prioritere høj dyrevelfærd i deres indkøb. På den måde kan flere producenter løfte velfærden for deres kyllinger.”

DF glæder sig også over nyt mærke

Det er ikke kun ministeren, der glæder sig over det nye mærke, men også støttepartiet Dansk Folkeparti. Dyrevelfærdsordfører for partiet, Karina Due, fremhæver, at der allerede har været en effekt i forhold til, hvilket svinekød forbrugerne valgte, efter der begyndte at være en mærkning af det. Hun mener derfor, at det samme vil ske for kyllingerne.

”Jeg er glad for, at kyllingerne kan se frem til endnu bedre forhold,” siger hun i en pressemeddelelse.

Indtil videre har cirka 10 % af de danske kyllingeavlere valgt at tilmelde sig ordningen med det nye dyrevelfærdsmærke.

Dyrenes Beskyttelse er skeptiske

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for det nye mærke. Da forslaget først blev luftet i maj måned 2018, udtalte chefkonsulent for landbrug i Dyrenes Beskyttelse, Pernille Johnsen, at hun ikke syntes, at det var ambitiøst nok.

”Der skal meget lidt ekstra til i forhold til lovens krav for at få dyrevelfærdsmærket,” sagde hun til DR.

Det betyder det nye mærke

Det er muligt at få mellem et og tre hjerter på emballagen med kyllingekød. Alle tre er udtryk for, at landmanden har gjort noget ekstra ud af, hvordan kyllingerne skal have det.

Et hjerte betyder, at landmanden har valgt en race, der ikke vokser så hurtigt, at han har givet kyllingerne mere plads, at han oftere kontrollerer, om der er skader på deres trædepuder, og at der er kortere transporttid til slagteriet.

To hjerter betyder, at kyllingerne får endnu mere plads end ved et hjerte, og at der er en form for miljøberigelse. Det kan for eksempel være, at de får grovfoder, at de har adgang til frisk luft, eller at der er noget materiale, som de kan beskæftige sig med.

Tre hjerter betyder, at kyllingerne har fået endnu mere plads end ved de to foregående hjerter. Derudover har de adgang til et udeareal med træer og buske, og at de har endnu bedre muligheder for aktiviteter og beskæftigelse.

Leave a Comment

Your email address will not be published.