Midlertidigt forbud mod mikroplast i kosmetiske produkter

Mikroplast

Mikroplast i kosmetik – Regeringen vil oprette et midlertidigt forbud mod mikroplast i kosmetik. Det er først på produkter, der skylles af huden og senere alle produkter. Forbuddet skal gælde, indtil der kommer et EU-forbud på området.

Når du bruger shampoo, tandpasta eller skrubbecreme med mikroplast i, skyller du det af huden eller ud af munden. Det gør, at mikroplasten med tiden kan ende i havene, hvor de blandt andet lander i maverne på fisk.

Mikroplast er små stykker af plast, der er under 5 mm store. Et enkelt stykke betyder ikke så meget, men når der er mange tusinder af dem i en fisks mave, bliver det et problem.

EU er ved at udarbejde et forbud på området, men det har lange udsigter. Derfor vil regeringen indføre et midlertidigt forbud mod mikroplast i kosmetik, indtil EU-lovgivningen træder i kraft.

Fødevare- og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen siger om forbuddet: ”Det er fuldstændig unødvendigt at bruge mikroplast i kosmetik, og derfor skal der ikke sælges kosmetik i Danmark, som bidrager til at sende små plastikperler ud i naturen– og som i værste fald ender i maven på de små og store dyr, der lever i havet.”

Forbud mod mikroplast i alle former for kosmetik

Inden for kosmetikbranchen skelner man mellem kosmetikprodukter, der skal vaskes af huden som shampoo, og produkter, der bliver på huden, for eksempel ansigtscreme. Branchen er selv i gang med at udfase mikroplast i de produkter, der vaskes af huden. Miljøministeren ønsker dog, at det er alle kosmetikprodukter, der bliver omfattet af loven.

”Jeg anerkender, at branchen arbejder på at udfase mikroplast i visse produkter, men min ambition er, at det skal ud af dem alle sammen. Derfor arbejder jeg for et nationalt forbud, som kan udvides til at omfatte alle kosmetiske produkter, indtil EU-Kommissionen er klar med et forslag til regulering,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Indtil videre dækker regeringens forslag dog kun kosmetik, der vaskes af huden. Et forbud mod mikroplast i denne type produkter forventes at træde i kraft i 1. januar 2020. Der skal derefter udfærdiges en undersøgelse, der skal vise, om det er muligt at forbyde mikroplast i de øvrige kosmetikprodukter inden for tre år.

Mikroplast har store konsekvenser for fisk

Undersøgelser har endnu ikke peget på, at det er et problem for mennesker, at der er mikroplast i havene. Men fisk spiser små stykker plast, fordi de forveksler det med mad. Når vi mennesker spiser fiskene, kan det derfor ende i vores krop.

Fakta om mikroplast:

  • Cirka 0,1 % af mikroplasten i verdenshavene stammer fra kosmetik.
  • Brancheforeningen for kosmetikproducenterne har oplyst, at deres medlemmer allerede har fjernet 97,6 % af den mikroplast, der bliver tilsat til produkter, der skal rense huden.
  • 80 % af plastikken i havene stammer fra landjorden

Leave a Comment

Your email address will not be published.