Flere unge skal have et fritidsjob – Antallet af unge, der har et fritidsjob er faldet med en tredjedel på 10 år. Beskæftigelsesminister Trols Lund Poulsen vil gerne have, at flere unge får et fritidsjob. Det skal blandt andet ske ved, at de unge må ekspedere i flere butikker, og at deres løn ikke længere bliver trukket i forældrenes boligsikring.

Fra 2008 til 2017 er antallet af unge på 13 og 14 år, der har et fritidsjob faldet med cirka en tredjedel. Hvor det i 2008 var 32.000 af de unge, der havde et fritidsjob, var det i 2017 kun 20.000 af dem, der havde det. Det på trods af, at beskæftigelsen ellers generelt går op i samfundet, og at der i flere brancher er mangel på arbejdskraft.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ønsker, at flere unge under 15 år kommer i job, da han mener, at det er sundt for unge at arbejde. Han mener, at det giver dem en større selvtillid, når de kommer ud og prøver sig selv af. Derudover mener han, at det er godt for dem, at de tager ansvar, og at de tjener deres egne penge.

Flere muligheder for unge for at ekspedere i en butik

Tidligere var det kun tilladt for unge under 15 år at betjene kassen i en mindre butik for eksempel en bager eller en kiosk. Allerede i 2017 blev de regler dog ændret, så unge nu må udføre lettere ekspedition i alle former for virksomheder.

Ministeren understreger dog, at det selvfølgelig stadig er vigtigt, at der bliver taget hensyn til de unges sikkerhed. Derfor har han også været i dialog med en række interessepartnere i sagen. Det gælder både for COOP, der har ansat mange unge, medlemmer i Folketinget og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Ud fra de inputs som de er kommet med, har han henvendt sig til Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø, for at de kan komme med nogle konkrete bud på, hvordan de unge kan sikres bedst muligt, når de er på fritidsjob.

Unges løn bliver ikke trukket i forældres boligsikring

En anden ændring, der skal få flere 13 og 14 årige ud på arbejdsmarkedet, er, at de unges løn ikke længere bliver trukket i deres forældres boligsikring. Tidligere var en vigtig faktor for, hvor meget boligsikring for forældrene kunne få, hvor meget alle personer i husstanden tjente. Der blev børn under 15 år også talt med. Det kommer de dog ikke længere til at gøre fra 1. januar 2019.

For at kunne få boligsikring skal du bo til leje i en bolig med ejet køkken. Det er muligt at få lige knap 43.000 kroner om året i boligsikring.