Medaljer fra Justitsministeriet – Justitsministeriet vil nu hædre medarbejdere i politiet og fængselsvæsenet med en medalje, hvis de har gjort en særlig indsats i forbindelse med deres arbejde. Der bliver uddelt i alt fire forskellige former for medaljer.

Justitsministeren har nu mulighed for at uddele fire forskellige medaljer til medarbejdere, der ansat i politiet og fængselsvæsenet. Medaljerne skal hædre de særlige indsatser, der nogle gange kræves af de faggrupper.

Medaljerne blev indført i april 2019, da Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister. Han mener, at vi i Danmark skal være bedre til at anerkende, hvor stor en indsats politiet og fængselsbetjentene udfører. Han sagde i april om medaljerne:

”Jeg er derfor glad for, at vi på min vagt etablerer en ordning, som hædrer de mænd og kvinder, der hver dag er med til at sikre, at vi kan føle os trygge i Danmark.”

medaljer fra justitsministeriet

Fire forskellige former for medaljer

Justitsministeriet har valgt, at der skal uddeles i alt fire medaljer til ansatte i politiet og fængselsvæsenet. De fire medaljer er:

  • Justitsministerens Medalje: Medaljen kan både gives til danskere og udlændinge, der har udført en særlig frygtløs eller anerkendelsesværdig indsats. Den er ikke kun begrænset til ansatte i politiet og fængselsvæsenet, men kan gives til den person, som, Justitsministeren vurderer, har gjort sig mest fortjent til den.
  • Justitsministeriets Medalje for Omkommet i Tjeneste: Medaljen gives til de pårørende til en politibetjent eller fængselsbetjent, der har mistet livet i forbindelse med sit arbejde.
  • Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjeneste: Medaljen gives til ansatte indenfor Justitsministeriets område, der er blevet alvorligt sårede enten fysisk eller psykisk på grund af en strafbar handling i forbindelse med deres arbejde.
  • Justitsministeriets Medalje for International Tjeneste: Medaljen gives til personer, der har gjort en særlig indsats i udlandet. Det kan for eksempel være danske politibetjente, der har hjulpet med til opklaringsarbejde i udlandet.

Det er Justitsministeren, der uddeler alle fire medaljer til dem, der er blevet udvalgt til dem.

Medaljerne kan også uddeles for tidligere udførte gerninger

Medaljerne kan ikke kun gives for handlinger, der er sket, efter medaljeordningen er trådt i kraft. Det er også muligt for arbejdsgivere at indstille medarbejdere, der tidligere har ydet en stor indsats, og som derfor opfylder Justitsministeriets kriterier for at få en medalje.

Justitsministeriet vurderer alle indstillinger for at finde frem til den rette kandidat til at modtage hver medalje. Hvis der er tale om en medarbejder, der ikke længere er i live, er det muligt for deres efterladte at modtage medaljen på deres vegne.